Hjemme igen…

Turen fra Münster til Danmark gik meget fint og helt uden kø og i pænt vejr.

Da vi nærmede os grænsen blev det dog anderledes: Trafikken tog til og regnen væltede ned – og det blev den sådan set ved med:

En skøn ferie er slut!

Tak for jeres kommentarer – vi har læst dem alle undervejs.

Münster

Turen fra Paris til Münster gik helt problemfrit. Hotellet vi bor på er typisk tysk – pænt og ordentligt og store værelser. Til gengæld er vi omgivet af 25 kirker, der uafhængigt af tiden og hinanden giver lyd fra sig. Spændende om det fortsætter hele natten.


Men, Münster er en af de rigtig mange hyggelige tyske byer, som har både charme, gode gågader og en masse glade mennesker. Med 28 grader og kun få dråber regn, blev det en hyggelig sidste aften på ferien, inden den store hjemtur på små 8 timer i morgen.


Tak Münster, for en hyggelig afslutning på ferien.

Med Paris i bakspejlet

Paris er og bliver en fantastisk by. Men, det er også en forandret og mærket by. Her er et par observationer, mens vi forlader byen i silende regn (vi har igen været heldige med vejret).

Terrortruslen og den årelange undtagelsestilstand sætter sine tydelige præg på byen. Der er sat metalhegn og metalafspærringer op ved alle steder, hvor der kan være mange mennesker (og det er mange i Paris). Der er vagter og kontrol af tasker ved indgangen til stationer og indkøbscentre og ved museer bliver taskerne gennemlyst, som man kender det fra lufthavne. Politiet er massivt til stede overalt i byen og man møder hele tiden militær med tunge våben. Alligevel tager både indbyggere og turister besværet med ophøjet ro. Alle ved jo, at det er for at beskytte dem og at det er nødvendigt.

En anden tydelig og mere positiv ændring i forhold til mit sidste besøg i efteråret 2010, er antallet af cyklister. Det er blevet “in”, at cykle i Paris og selv om jeg bestemt ikke skal nyde noget i det centrale trafikinferno, så er der anlagt særlige baner til cykler og sågar rigtige cykelstier mange steder.

Der er også rigtig mange, der kører på elektriske løbehjul og skateboards. Faktisk også en del på elektriske ethjulede cykler. Det ser pudsigt ud når de fiser afsted med små 30 km i timen.

Også lige et par ord om rotter. Paris vrimler nemlig med dem. De er der både dag og aften alle steder, hvor der er tæt bevoksning. I bedene foran Notre Dame, i det grønne område omkring Eiffeltårnet og om aftenen i det fri i smalle gyder og på trappeafsatser. Man kan hele tiden høre dem pusle i buskene og de er ikke bange for mennesker. Vi så en “familie” på 2 store og 3 små rotter bide hul i en offentlig skraldespand, for at kravle ind i den og søge efter føde. Indbyggerne kaster sågar resterne af deres sandwich ind i buskene eller kalder eller fløjter på dem, for at lokke dem frem. Nogle turister undrer sig lidt (som os), men rigtig mange har for travlt med deres selfie stænger, til at opdage noget som helst.

Måske er det slet ikke et problem? Måske kan rotterne leve side om side med indbyggerne uden at lave skade. Måske medfører renovering og rottesikring af kloakerne, at rotterne må leve andre steder end under jorden. Det sker også i Danmark i disse år.

Under alle omstændigheder, skal man lige vænne sig til at der løber fuldfede rotter tæt bag en, mens man nyder sin sandwich.

Og så lige for at aflive myten om de arrogante parisere (og franskmænd i det hele taget). Vi har på hele turen kun mødt venlige og opmærksomme franskmænd, der konstant har forsøgt at forstå vores skoleengelsk og enkelte franske gloser. Vi har kun mødt smilende tjenere, der har beklaget, hvis de ikke forstår hvad vi siger. Mange har forsøgt sig på engelsk og signalet har hver gang været “det er mit problem, ikke jeres”. Ærlig talt en fornøjelse.

Et par tanker her i bilen 530 km fra vores destination: Münster.

Frokost i det grønne

Helt vidunderligt vejr på vores sidste dag. Efter morgenmad tog vi til Le Bon Marché, som er et rigtigt luksus stormagasin. Vi skulle ( heldigvis) ikke købe noget. De har også en afdeling med mad – fisk, kød, kager og andre lækkerier. 

Så gik vi til de “flydende haver”, som er et grønt område i Seinen anbragt på nogle pontoner. Ret specielt og ideen var at gøre Paris mere grøn. Konceptet er fint, men trænger nok til en kærlig opfriskning.

Så købte vi nogle lækre sandwiches og indtog dem ved foden af Eiffeltårnet.

Vi tog hjem for at hvile og pakke det meste. Sluttede ferien på italiensk restaurant med bedste pizza i Paris (Sarno ikke lang fra Saint Michel fontænen).


Så slentrede vi laaaangsomt hjemad – hvert skridt var som en nedtælling til feriens afslutning. I morgen går det mod Münster i Tyskland.

En rigtig god uge i Paris. Man får gået meget selvom vi tog Metroen ofte. Mit ur siger:

Lørdag 16 km, Søndag 16 km, Mandag 18 km, Tirsdag 14 km, Onsdag 16 km, Torsdag 16 km, Fredag 16 km – i alt: 112 km 😀

Aktiv dag

Med temperaturen faldet til 26-27 grader, var der basis for en rigtig aktiv dag 😀

Først spadseretur til Musée d’Orsay. Selv om vi har været der før er det bare så smukke lokaler i den gamle stationsbygning. Og med kunst af Pissaro, Sisley, Manet og Renoir er der nok at kigge på.


Efter en god frokost nær Invalides tog vi til Concorde og Tuileries. Her hvilede vi lidt og tog det store Pariserhjul. Flot udsigt!


Et lille shopping break (Flemming manglede sådan en rygsæk) og et hvil i lejligheden tog vi på aftentur. Først skøn middag på en restaurant ejet af vores vært (efter sigende det bedste kød i Paris – og det er svært at modsige).


Derefter en fantastisk sejltur på Seinen, hvor lyset på bygningerne fik alt til at stråle. En meget smuk aften.

Julie skriver om et stooort shopping center

En rolig start på en rolig dag startede med en metro til La Defense og et kæmpe shoppingcenter.
Inden det blev tid til shopping, skulle vi dog lige se en lidt nyere version af Triumfbuen (som desuden er designet af en dansker).


Derefter brugte vi en del timer på at kigge på butikker. Deriblandt en “Søstrene Grene” som Julie selvfølgeligt ville ind i).


Det endte med at alle fik købt noget og vi var alt i alt tilfredse med turen.

Bagefter tog vi tilbage til lejligheden hvor der lige skulle slappes af i et par timer, og da vi var ved at være godt og grundigt sultne tog vi ned til en restaurant, som Emma har skrevet om (La Favorite), hvor vi fik lækker mad og dejlig dessert til at afslutte den gode dag.

Montmatre og triumfbuen

En sløv start på en varm dag begyndte med en udforskning af Montmatres snævre gyder.


Vi fandt frem til kærlighedsmuren, hvor der står “jeg elsker dig” på 250 sprog.

Metroen til Place de Concorde, hvor Flemming fik sig en flaskelur.


Op ad Champs Elysee og lidt shopping og så var vi ved triumfbuen. 


Vi tog metroen tilbage til lejligheden og hvilede de trætte ben, inden vi igen indtog latinerkvarteret – denne gang på en restaurant helliget det syd-vestlige Frankrig. Vi fik rigtig dejlig godbidder fra den del af landet og en god confit de canard.


Endnu en god dag. I morgen er planen La Defence og et par shoppingcentre.

Shopping og metro

Mandag skulle der liiige shoppes lidt i Forum les Halles og kvarteret omkring Gallerie LaFayette.

Vi har købt 5 dages billetter til metro, så vi kørte ned til Eiffel tårnet og slappede af under det store tårn.

 

Senere tog vi op i højhuset Tour Montparnasse, hvor man kommer billigere og hurtigere op på toppen af Paris. Det er en fantastisk oplevelse og der var heldigvis rigtig god sigt. Etage 56 er lukket af med vinduer hele vejen rundt og på 59. etage kommer man udenfor og kan se hele byen og ned på Eiffeltårnet.


Så tog vi til Place des Vosges og fandt en god lille bistro, hvor vi endelig fik de obligatoriske snegle og en god bøf.

Vi gik en tur…

Søndag blev en rigtig vandredag (over 16 km, hvilket betød at Julie simpelthen måtte købe nye sko – de andre var helt slidt op og i øvrigt også for små). Selv om vi ikke “leger turister”, fik vi alligevel set Sainte Chapelle, som vi ikke har besøgt før.


Så gik vi en tur rundt om Notre Dame og derefter langs Seinen ned til botanisk have og Zoo, som vi brugte en del tid i. 


Rigtig dejligt vejr, men alligevel så varmt, at vi måtte finde plads på plænen i Jardin du Luxembourg i ganske lang tid. Et velfortjent hvil.

Så gik vi rundt i latinerkvarteret og fandt en god restaurant, inden vi godt møre vandrede hjem, efter at have været på farten i 14 timer.

Paris

Efter en lidt lang, men helt problemfri tur, parkerede vi bilen på den reserverede plads og tog toget til centrum.

Vi ventede lidt længe på vores vært og en snigende mistanke om svindel begyndte at brede dig – telefon og SMS blev ikke besvaret…
Det var heldigvis falsk alarm og snart blev vi introduceret til en lille, men meget centralt beliggende lejlighed. Perfekt!


Så var det tid til lidt at drikke og en fin spadseretur rundt i kvarteret omkring Les Halles.

Det bliver godt det her 😀


NB: Anne er begyndt at drikke rigtig kaffe…